Det sidste farvel

Mormors gravsted med de mange flotte blomster, d. 4/1 2012

I går d. 4 januar 2012 blev min mormor begravet. Hun døde den 28 december 2011 på et hospice efter 2 hårde år med kræft. Det var så smuk en begravelse! Tak til alle dem der dukkede op, og for alle de flotte buketter. Over 80 buketter, alle sammen lagt på graven i ét stort hjerte.

Min mormor fik kræft for ca. 2 år siden, og der har været op og nedture med det. Dog gik de sidste par måneder rigtigt stærkt og til sidst vidste vi godt at det var det sidste. Det var hårdt at miste hende, og det er det stadig. Jeg tænker på hende hver dag, og savner hende så inderligt meget. Jeg tror stadig ikke at det er gået op for mig at hun virkelig er væk. I går vi sad og spiste hjemme ved morfar, følte jeg virkelig der manglede noget. Hun var et af de sidste mennesker jeg ville miste, og hun blev et af de første. Det er forfærdeligt når sådan noget sker, og helt ubeskriveligt. Aldrig tror jeg at jeg har prøvet noget så hårdt, og jeg har helst bare ville flygte fra det hele. Jeg valgte ikke at se hende efter hun døde, for mit sidste minde med hende skulle ikke være at se hende død. Et par dage før hendes død var jeg nede at besøge hende. Hun havde så forfærdeligt ondt men det var stadig vigtigt for hende at sidde sammen med os. Vi sad og snakkede i over en time, og om grinede og snakkede - hvilket er virkelig lang tid siden jeg har set hende gøre. Det skal lige siges at hun havde kræft i tungen, hvilket gjorde at hun havde svært ved at snakke og især grine. Så at have så godt et sidste minde om hende ville jeg ikke ødelægge, for det betød virkelig meget for mig at se hende glad. Og specielt når det var sidste gang. Mormor vil altid være i mit hjerte, og jeg vil altid se op til hende som det fantastiske menneske hun var. Men man bliver bare nød til at se frem af, og jeg ved at mormor også ønsker at vi gør det. 

Følelsen af at elske er ligeså ubeskrivelig som følelsen af at miste. Nok derfor det er så hårdt at miste en man elsker.